Fiskearter - Polen

Aborre (Perca fluviatilis)

© Scandinavian Fishing Year Book

 

Udseende og størrelse:

Aborrens bug og gatfinner varierer i farve fra gule til knaldende røde. Den har sorte striber langs flankerne, og den forreste rygfinne, som er tydeligt adskilt fra den bagerste, er grålig med sorte anstrøg og indsat med masser af syleskarpe finnestrå. Kropsfarven afhænger af vandet og bundforholdene og varierer fra lys- og olivengrøn til gul eller en kombination af begge. Selvom aborren kan blive henimod tre kilo tung, så anses eksemplarer på over 1 kg som værende trofæer.

Levested og biologi:

Szczecin Lagunen og de tilflydende elve Swina og Dziwna er i al hovedsag brakke. Aborren kan fanges langs med hele kystlinjen, og den foretrækker som regel områder med en del vandplanter. Marinaer og havne byder ofte på godt aborrefiskeri, og ellers er mundingerne af Swina og Dziwna vandløbene berømte pladser, hvor der kan gøres gode fangster. Aborren er en opportunistisk og hovedsageligt dagaktiv rovfisk, som er særligt aktiv i de tidlige morgentimer og sene aftentimer. De æder en lang række forskellige byttedyr inklusiv mindre fisk og krebs.

Mindstemål og fredningstid

Mindstemål er på 20 cm – og der er ingen fredningstid.

Sæson og fisketeknik:

Aborrefiskeriet i Szczecin Lagunen kan være godt året rundt. Højsæsonen indtræffer i løbet af efteråret. De allerstørste aborrer fanges typisk fra isen i løbet af vinteren.

Mest anvendte fiskemetoder: Flådfiskeri giver typisk gode resultater, når der fiskes efter aborrer. Her anvendes agn såsom regnorm og maddiker. Spinnefiskeri kan være særligt effektivt, når der fiskes efter større eksemplarer af denne fine sportsfisk. Til dette fiskeri anvendes gummiagn på 3-5 centimeter i længde. De bedste agn til isfiskeriet er jigs, balancepirke og regnorm.

 

Gedde (Esox lucuis)

© Scandinavian Fishing Year Book

 

Udseende og størrelse:

Gedden har en langstrakt, torpedo-lignende krop og et relativt fladt hoved med kraftigt underbud og utallige skarpe tænder. Ryg og bugfinnerne er placeret tæt på halen, hvilket hjælper gedden med at generere fart og bagholdsangribe byttedyr med stor lynsnarhed. Fisk, men også amfibier, landdyr og vandfugle er på geddens menukort.

Levested og biologi:

Et særligt godt fiskeområde finder man omkring øen Wolin og Karsibor, men også i mundingen og de nedre dele af floden Stara Świna. Om foråret trækker gedderne ind på lavt vand eller til oversvømmede eng-arealer for at gyde. I efteråret og vinteren trækker gedderne tilbage til dybere vand.

Mindstemål og fredningstid:

Gedden er fredet i Gdańsk Bugten fra 1. januar til 15. maj – i andre marine vande (vest for 15°23ʹ14ʺ E) fra 1. januar til 30. april. Mindstemålet for gedde er 50 cm.

Sæson og fisketeknik:

Geddefiskeriet i Szczecin Lagunen kan dyrkes hele året igennem. De største gedder fanges som regel i perioden fra oktober og frem til december. Den mest populære metode til at fange store gedder i Szczecin Lagunen er trollingfiskeri med store agn på op imod 25-30cm. En anden effektiv metode er vertikalfiskeri og særligt pelagisk vertikalfiskeri med jigs.

 

Brasen (Abramis brama)

© Scandinavian Fishing Year Book

 

Udseende og størrelse:

Brasenen er en højrygget fredfisk med et relativt lille hoved, nedadvendt mund og små øjne. Munden kan folde sig ud, og den bruges til at støvsuge bunden for små insekter. Flankerne hos mindre eksemplarer er let-sølvfarvede, mens især ældre og større eksemplarer kan være grå-brune og næsten bronzefarvede. Finnerne er grålige eller lysebrune men aldrig røde. Gatfinnen begynder umiddelbart under det bagerste af rygfinnen, og den har en lang base. Under de rette forhold kan brasenen veje 6-8 kilo, men mest udbredt er eksemplarer på 1-3 kilo.

Levested og biologi:

Brasen findes langs med hele kystlinjen, og de fanges typisk mellem første og anden revle. Nogen af de mest populære kystpladser til brasen er Międzyzdroje, Dziwnow, Dziwnowek og Rewal. Brasenen ernærer sig ved at kæmme bunden for små insekter; især myggelarver, tanglopper, små snegle og plantedele. Større eksemplarer kan dog også finde på at æde mindre byttefisk.

Mindstemål og fredningstid:

Mindstemålet for brasen er 40 cm. Der er ingen fredningstid.

Sæson og fisketeknik:

Det bedste tidspunkt at fiske efter brasen i den Pommerske Bugt er fra juni og frem til oktober. Havvandrende brasen fanges som oftest fra strandene og surfcasting er en populær metode. Som agn anvendes enten regnorm eller tynde strimler af sild.

 

Torsk (Gadus morhua)

© Scandinavian Fishing Year Book

 

Udseende og størrelse:

Torsk har et stort hoved, en skægtråd for enden af underkæben, samt tre rygfinner og to bugfinner. Den er brunlig med marmorerede flanker, og den har en meget synlig, hvid sidelinje.

Levested og biologi:

Langs den vestlige kyst kan der fanges torsk fra småbåd og fra de kuttere, som udgår fra Kolobrzeg. Fiskene findes som oftest på dybder på omkring 25m. Når det gælder kommercielt og rekreativt fiskeri er torsken én af de vigtigste arter i Østersøen. Der findes flere forskellige stammer af torsk med forskellige fødesøgnings- og gydevandringer. Torsken er en bundnær fisk, som jager og spiser byttefisk såsom sild, brisling og tobis samt skalddyr såsom rejer og krabber. Gydningen foregår pelagisk – altså i de frie vandmasser, og ynglens overlevelse er meget afhængig af saltholdigheden og iltniveauet.

Mindstemål og fredningstid:

Mindstemålet for torsk er 35 cm. Der er ingen fredningstid.

Sæson og fisketeknik:

Du kan fange torsk i farvandene omkring Polen hele året igennem. Torsk fiskes som oftest fra båd på åbent vand. Her anvendes pirke og jigs, og sildefileter kan i perioder være en uovertruffen agn.

 

Havørred (Salmo trutta)

© Scandinavian Fishing Year Book

 

Udseende og størrelse:

Havørreden har en torpedoformet krop, og kæbekrogen rager bagud i forhold til øjet. Med undtagelse af gydeperioden, er havørreden sølvblank med sorte pletter langs flankerne – også under sidelinjen. Havørreden kan desuden kendes på sin fedtfinne og på, at halefinnens bagerste kant er lige.

Levested og biologi:

Havørreden færdes tæt langs med kystlinjen, og som oftest fanger de lokale lystfiskere dem mellem første og anden revle. Som art er havørreden kendetegnet ved at være anadrom, hvilket vil sige, at den vandrer fra saltvand og op i ferskvand i forbindelse med gydningen. Unge individer ernærer sig ved insektlarver og små byttefisk. Men så snart de vandrer ud i havet, begynder de at jage rejer, tanglopper, børsteorm og større byttefisk såsom hundestejler, kutlinger, tobis og brislinger. Ofte er det kyststræk med en variation af sand, tang og sten, samt områder i nærheden af vandløbsmundinger, som havørreden favoriserer.

Mindstemål og fredningstid:

Havørred er fredet i havet fra d. 15. september til d. 30. november indtil 4 miles fra kysten. Havørreden er fredet fra d. 15. september til 31. december i marine vande og ved grænserne til havnene i: Darłowo, Dźwirzyno, Kołobrzeg, Łeba, Rowy, Ustka. Havørreden er yderligere fredet fra d. 25. september til 31. december i marine vande vest for 15°23ʹ14ʺE. Mindstemålet for havørred er 50 cm.

Sæson og fisketeknik:

Det bedste tidspunkt at fange havørred i den Pommerske Bugt er i perioden fra december til midten af maj. Når det gælder havørred, er spinnefiskeri fra kysten den mest anvendte metode. Her er det vigtigt at kaste relativt langt, og at vade ud på revlerne øger ens kasteradius. De mest anvendte agn til havørred er spinnere og wobblere, og ellers er trolling en populær metode til at få havørrederne i tale.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close