Odsherred

Fiskepladser

Sjællands Odde byder på noget af det bedste og mest alsidige fiskeri i Danmark – i tillæg til skøn natur. Overgangen fra dybt til lavt vand medfører, at en lang række forskellige arter er indenfor rækkevidde her. Lokale fiskere i området har hjulpet os med at udpege de allerbedste fiskepladser, og dem finder du på dette kort. Når du vælger fiskeplads, så er det vigtigt at have vejrforholdene i mente og vælge enten nord- eller sydsiden af odden.

Infrastruktur

Odsherred byder på alt fra nydelige hoteller til feriehuse i alle priskategorier. Du finder alle de relevante overnatningsmuligheder på vores kort.

Når man opsøger et nyt fiskeområde, kan det ofte være vanskeligt at blive klog på, hvor fiskene findes, og hvad de fouragerer på. En guide kan være en vigtig livslinje i denne forbindelse – én, der kan forsyne dig med uvurderlige input af afgørende betydning. Du kan finde en oversigt over alle de lokale guides her. Turbåde byder også på spændende fiskemuligheder til en overkommelig pris. Fra disse både kan du fange makrel, fladfisk og hornfisk. Du kan finde turbåde på havnene i henholdsvis Rørvig og Havnebyen.

Fiskesæsoner/fredningstider

Odsherred kan fiskes året rundt. Højsæsonen for hornfisk er fra april og hen mod slutningen af juni. Når det gælder makrel, så er højsommeren det bedste tidspunkt at indfinde sig. Her kommer makrellerne nemlig ind fra dybere vand, tæt langs med Odsherreds kyster for at jage. Hovedsæsonen for havørred er fra marts til maj og igen fra august til oktober. Du kan også opleve et fint havørredfiskeri i sommermånederne, men her skal du fiske mest ihærdigt i skumringstimerne, hvor havørrederne trækker ind mod land. Fisker du efter havørred, skal du bide mærke i, at havørred i gydedragt (farvede havørreder) er fredede i perioden fra 16.november – 15. januar. Hvis du fanger en farvet havørred i denne periode, skal den forsigtigt genudsættes. Læs mere om de aktuelle fredningstider her og bliv klogere på, hvordan du mest skånsomt genudsætter din fangst her. Vær endvidere opmærksom på, at der er områder (kaldet fredningsbælter), hvor fiskeri er forbudt i bestemte perioder eller helårligt for at sikre gydevandrende havørreder fri passage til vandløbene. De enkelte fredningsbælters præcise afgrænsning kan studeres i detalje her.

Fiskemetoder

Almindeligt spinnefiskeri er den mest anvendte fiskemetode i Odsherred. Fluefiskeri er også vældigt populært. Læs mere om andre fiskeformer her.

Fiskearter

Grundet de unikke bund- og strømforhold, og det dybe vand tæt langs med land er Odsherred et glimrende sted at fiske makrel, fladfisk, havørred og hornfisk. Yderligere informationer om de enkelte fiskearter, kan du finde her.

Regler og retningslinjer

Når du skal fiske i Danmark, er det vigtigt at kende til de enkelte fiskearters mindstemål. Reglerne for mindstemål er udarbejdet for at beskytte fiskebestandene i de danske farvande. Hvis du fanger en fisk under det gældende mindstemål, så skal fisken nænsomt genudsættes. Læs mere om, hvordan du bedriver skånsomt catch & release fiskeri her.

Fiskekort

Hvis du er mellem 18 og 65 år gammel, er det lovpligtigt at anskaffe sig et fisketegn – uanset om du har planer om at fiske i fersk- eller saltvand. Du kan købe fisketegn online: http://www.fisketegn.dk/

Andre aktiviteter i området

Historisk set er Odsherred velkendt for sit kommercielle fiskeri efter blåfinnede tun – men også som en hjertevarm og stilfærdig del af Danmark.

Er du interesseret i andre aktiviteter i området end fiskeri, så kan du besøge det lokale turistråd eller tage et kig på deres hjemmeside: www.visitodsherred.dk