Szczecin Lagunen nær Stepnica – et hotspot til gedde, aborre og malle

Fiskepladser

Dette er et stort og varieret område. Så en god ide er at få lidt tips og råd af de lokale. Du kan finde nyttige informationer hos Stepnica turistrådet, Oder Delta Safari, Arapaima Fishing Center (Jacek Kaczmarczyk) og NEMO grejbutikken (Andrzej Sitarski, Karol Jędrej). Mulighederne for at leje en båd er relativt begrænsede, så overvej at medbringe egen båd, hvis du vil fiske til havs. Før fiskeriet påbegyndes er det vigtigt at tage bestik af vejrforholdene. I en lagune af denne størrelse kan vejret spille en afgørende rolle, og sikkerhed er altid ét af de væsentligste hensyn, der skal tages.

Infrastruktur

Det er intet problem at finde gode overnatningssteder i området. Der er adskillige hoteller, som egner sig godt til besøgende lystfiskere, og i tillæg er der masser af agroturisme-overnatningssteder rundt om i lagunen. Hvis du har brug for hjælp til at finde det perfekte overnatningssted, eller hvis du er på udkig efter en lokal fiskeguide eller trænger hjælp til at få fat i det nødvendige udstyr til fiskeriet, så tag kontakt til Stepnica turistråd, Oder Delta Safari, Arapaima Fishing Center (Jacek Kaczmarczyk) eller NEMO grejbutikken (Andrzej Sitarski, Karol Jędrej). Vi anbefaler i særdeleshed Panorama Tavern i Stepnica, marinaen i Trzebież, Nowe Warpno og de mange mindre landsbyer i nærheden af byen, Swinoujscie, eller ved søen, Dąbie. Uanset om du foretrækker flue-, spinne- eller trollingfiskeri, så kan områdets fiskeguider hjælpe dig med at finde de bedste fiskepladser.

Fiskesæsonerne/fredningstider

Året igennem er det muligt at finde spændende fiskearter i lagunen at målrette sit fiskeri efter, men nogle af dem er kun til stede i perioder. Og flere af dem er omfattet af periodiske fredningstider. Særligt interessant er det tidlige forår og efterår. Også det sene efterår kan være interessant, hvis vejrforholdene er gunstige. I disse perioder kan man finde store gedder i lagunens farvande med flere eksemplarer over 1 meter i længde. I løbet af sommeren migrerer laks og havørred til området for at jage, men at finde dem kan være en udfordring, hvis ikke man har godt lokalkendskab. Derfor kan det anbefales at hyre én af de lokale fiskeguider. Det samme gør sig gældende for mallen, som ofte har meget afgrænsede jagtrevirer. Flere af guiderne kan bekræfte fangst af maller på mere end 2 meter. Det er en fiskeart, som kræver specialudstyr. Medbringer du det ikke selv, så kan du som regel leje udstyr af guiden. Til dem, der elsker kombinationen af afslappende fiskeri og skøn natur, så er sommerperioden af særlig interesse. Her er der masser af forskellige fiskearter at finde i lagunen; blandt andet store aborrer og fredfisk såsom brasen og asp, som kan fanges på spin, flue og under trollingfiskeri. Indenfor en overskuelig fremtid vil man også kunne fange stør i farvandene. Udsætninger af stør, som er hjemligt tilhørende her, har nemlig fundet sted her siden 2006, og de er nu begyndt at migrere tilbage i Odra floden. Støren vil med tiden udvikle sig til en vigtig del af fiskebestandene i lagunen. Disse fisk er for tiden omkring en halv meter i længde, og de er omfattet af en særlig fredningsbestemmelse. Efter fangsten, når fisken er målt og dokumenteret via implantat, så skal fisken genudsættes.

Yderligere informationer kan findes her:

http://szczecin.oirm.gov.pl/dla-interesantow/informacje-dla-wedkarzy/

Fiskemetoder

Alle fiskemetoder er gangbare i lagunen, men det kan altid betale sig at målrette fiskeriet efter bestemte fiskearter. Gedder fanges som oftest under spinne- og trollingfiskeri. Når det gælder sidstnævnte, så anvendes som regel store agn (wobblere og skeblink) på henimod 20cm i længde. Når der fiskes efter maller, så er det også nødvendigt med store agn – enten jigs, spinnere eller naturlig agn. De lokale fiskere bruger typisk mindre agn såsom blink og spinnere til asp, men indimellem kan de også fanges på større agn. Fluefiskeri kan med fordel bedrives fra båd eller flydering, og der er masser af spændende arter at opsøge for fluefiskeren.

Særligt interessant er sommerfiskeriet efter rimte og asp i de lavvandede områder omkring Kopice og Czarnocin – her kræves der dog favorable vejrforhold uden vind.

Relevante fiskearter

Sæsonen igennem er der følgende valgmuligheder at overveje:

  • vinter – hvis der er bæredygtig is – aborre
  • forår (indtil april) – gedde
  • april, maj, juni – fredningstid for de fleste forårsgydende arter. Her kan man fiske efter fødesøgende havørreder i mundingsområderne. Her skal man dog være opmærksom på de 500m brede fredningsbælter ved vandløbenes udløb.
  • juli, august – lavt vand – rimte, asp, aborre og maller i særlige områder – først og fremmest ved Police, Świeta og Domiąż
  • september – november – gedde, aborre, asp
    Hvis du oplever dårligt vejr, som vanskeliggør fiskeriet i havet, så kan du fiske i én af de nærliggende vandløb: Ina og Gowienica (havørred, bækørred og stalling).

Regler og retningslinjer

Hovedparten af farvandene i området er omfattet af regler fremsat af det regionale fiskeriinspektorat (OIRM) i Szczecin. Her gælder både helårlige- og sæsonbestemte fredningsbestemmelser. OIRM-inspektører, grænsepatruljen og politiet er alle involveret i kontrol af lystfiskerne i området. Alle de gældende regler kan du finde på OIRM’s hjemmeside. Vandløbene i området, fra mundingen og opstrøms, overvåges af Szczecin-afdelingen af den Polske Lystfiskeassociation. Fiskeområder og fiskefartøjer kontrolleres af både en national- og en frivillig fiskerikontrol, politiet og skovvagter i skovområder.

Fiskekort

På OIRM’s hjemmeside kan du finde alle nødvendige informationer om fiskelicenser i havområderne. (Her er tale om en licens, som er forskellig fra den, der er lovpligtig i søer og vandløb, og som kontrolleres af lodsejere og lokale fiskeklubber (inklusiv den Polske Lystfiskerassociation, PZW)). Du kan løbe fiskekort på Internettet.

Priserne er som følger:

1 uge – 30,00 pln
1 måned – 70,00 pln
12 måneder – 140,00 pln

Andre aktiviteter i området

Szczecin lagunen er det største Natura 2000 område i Polen. Det er et område med masser af vand, fisk og fugle, med den majestætiske havørn som én af de mest prominente. Når der fiskes i området, er det en god idé at have et kamera lige ved hånden, for det sker ikke så sjældent, at fiskeriet pludselig ”forstyrres” af en sjælden fugleart, en odder, bævere eller nysgerrige sæler.

Udover fiskeriet, kan det eksempelvis anbefales at prøve en dyresafari. Oder Delta Safaris har specialiseret sig i denne type aktiviteter i området omkring Szczecin lagunen: http://oderdeltasafaris.com/wyprawy-w-dzicz/